Blog

Blog om Døden

Juni 2018:

Kathryn MannixLæge Kathryn Mannix har skrevet bogen ”At gå døden i møde – Livsfortællinger”. Her fortæller hun om sine oplevelser med døende, sit syn på døden, samt hvad hun mener, vi fremadrettet bør gøre. Teksten er frit oversat af mig fra hendes video delt på Facebook.

Kathryn Mannix:

”I min ydmyge mening er det at dø nok ikke så slemt som forventet. Vi er stoppet med at tale om døden. Vi er stoppet med at nævne D-ordet. I stedet for at sige ”død” siger vi fx ”gået bort”.

I stedet for at sige, at nogen er ”døende” siger vi, de er alvorlig syge. Familier forstår ikke, at døden nærmer sig, når disse ord bliver brugt. Og dette er et problem. For nu vil familien sidde rundt om sengen hos en, der er døende og ikke vide, hvad de skal sige. Ikke vide, hvad de skal sige til hinanden, ikke vide hvad de skal sige til den døende, og den døende ved heller ikke, hvad han/hun skal sige. Og de ved heller ikke, hvad de kan forvente. Måske tænker den døende og de pårørende, at det næste åndedrag måske bliver det sidste.

Det kan være en ”scene” fuld af sorg, angst og fortvivlelse. Men det behøver ikke at være sådan.
Vi har mistet den rige visdom af normal menneskelig død. Nu er tiden inde til at tale om døden. Og genvinde den visdom, vi engang havde og nu har mistet.

Hvordan ser normal død ud? Det, at dø, er lidt som en fødsel. Det er en proces. Gradvist bliver den døende mere træt og mere svag. Som tiden går, sover man mere og er mindre vågen.

De pårørende kan lære, hvornår og hvordan de skal give medicin og planlægge hvornår besøgende kan komme. Nogen gange kommer de besøgende og oplever, at medicinen skal gives, mens den døende sover. Og det er her, at vi kan se, at der nu er sket en forandring. Den er lille, og måske vil mange tænke, at den er ubetydelig, men den er væsentlig. For det, der måske er ved at ske er, at personen ikke længere blot sover, men er begyndt at blive bevidstløs.

Vi kan ikke længere vække personen. Vi kan ikke give personen medicin, vi kan ikke komme i kontakt med personen og fortælle, at der er besøgende. Og hvis personen vågner senere, fortæller vedkommende ofte, at han/hun har sovet så godt. Så vi ved, at denne koma ikke føles skræmmende. At det, at glide ind i bevidstløsheden, faktisk ikke bliver bemærket, når det sker.

Som tiden går, er den døende mindre og mindre vågen, sover mere og mere, for derefter at forblive i en bevidstløs tilstand.

Man vil være så afslappet, at man ikke vil være i stand til at rømme sig og hoste eventuel slim op. Og når man så trækker vejret ind og ud, vil den slim, som ligger bagerst i halsen, begynde at lave mærkelige lyde, når den kommer i kontakt med luften fra lungerne. For nogen af de besøgende, kan dette lyde ubehageligt og skræmmende. Folk taler om dødsrallen, som om det er noget forfærdelig noget. Men faktisk er det tegn på, at den døende er i så dyb en afslappet tilstand, så dybt ubevidst, at vedkommende ikke engang føler slimen.

Så i slutningen af et menneskes liv, vil der være en periode med overfladisk åndedrag, hvor en udånding til slut ikke bliver fulgt op af en ny indånding.

Nogle gange sker det så mildt, at de pårørende ikke engang lægger mærke til det.
Så normal menneskelig død er i virkeligheden en meget mild proces. Noget vi kan lære at genkende og noget, vi kan forberede os på.

Det, med døden burde være noget, vi helligholder og hylder og noget, vi hjælper hinanden med. Men fordi det er blevet uhøfligt, uanstændigt og respektløst at tale om døden, bliver det i stedet kejtet og svært.
Døden bør være noget, vi bringer tilbage til livet. Noget, vi skal tale om, og noget, vi hjælper hinanden med.”

Tak til Kathryn Mannix og hendes tanker om døden.

De bedste hilsner,

Birgitte Due Jensen Koch
Institut for Eksistens ApS

 

April 2018:
Kom til gratis foredrag ved Jesper Boldsen, forsker, professor og dr. med. fra Retsmedicinsk Institut

“Livet i spejlet: Historien fortalt af de døde”: Foredrag ved Jesper Boldsen torsdag d. 26. april 2018 kl. 14–16 i Taastrup.

Jesper BoldsenPå mange måder kender vi uendelig lidt til livet blandt almindelige mennesker i fortiden. De skrevne kilder giver kun indirekte indblik i, hvordan det var at være menneske for blot få århundreder siden. Den væsentligste – måske i virkeligheden den eneste – kilde til almindelige menneskers liv i fortiden, er dem selv eller rettere deres egne skeletter.

De døde, som vi kender fra fortidens kirkegårde og gravpladser, er et spejl af det liv, disse mennesker havde, inden de døde. Døden har som bekendt altid en årsag, så derfor kan de døde ikke være et billede af de levende, men læst og analyseret på den rette måde, kan de fortælle utroligt meget om livet før døden.
I sig selv er døden uinteressant, den kommer blot med usvigelig sikkerhed. Det interessante, som døden kan fortælle, er, hvornår den indtraf. Hvor gamle blev mennesker før i tiden? Hvor høj var børnedødeligheden? Hvad døde mennesker af før i tiden? Og ikke mindst: Hvordan var det liv, det førte op til den dødelige afslutning?

Disse spørgsmål vil Jesper Boldsen søge at besvare, og i den sammenhæng vil han give bud på, hvordan det føltes at leve i en tid og et samfund, hvor døden var totalt uforudsigelig og altid til stede.
Forløbet afhænger af tilhørernes forudsætninger, men der tages udgangspunkt i Danmarks historie, og hvad man kan læse ud fra skeletterne.

Der fremvises virkelige, arkæologisk udgravede skeletter som illustration af både
individuel livshistorie og mere generelle befolkningsmæssige forhold.

Vel mødt torsdag d. 26. april 2018 kl. 14-16 i Taastrup.

Foredrag om døden ved Jesper Boldsen

* Foredraget er gratis. Der anmodes om donation af et valgfrit beløb til dækning af diverse udgifter, fx 50,- kr. Der vil blive serveret kaffe, the, vand og småkager
* Tilmeldingsfrist d. 19. april 2018 kl. 11.00 til Birgitte Due Jensen Koch på mail bk@ifore.dk
* Hvis der er afbud, giv besked hurtigst muligt, så en anden kan få pladsen
* Der er begrænset antal pladser. Gives efter først-til-mølle princippet Adresse: C/O Leif Koch A/S, Rugvænget 31, 2630 Taastrup
* Hvis der parkeres på grunden, skal der en gratis parkeringsseddel i forruden. Udleveres på stedet. Ellers kan der parkeres i nærområdet samt bag bygningen (kør ind ad porten).

Velkommen!

De kærligste hilsner, Birgitte Due Jensen Koch

Marts 2018:

Denne tekst om døendes rettigheder blev i 1975 udviklet på en workshop i USA af et uddannelsesråd, der arbejdede for at forbedre forholdene for døende. De kom bl.a. frem til, at det vigtigste for døende mennesker er muligheden for at vælge og have medbestemmelse.
En interessant ting, rådet fremhævede var, at ikke alle døende mennesker ønsker at dø med nogen til stede. Derfor er samtale om ønsker for den sidste tid – FØR den terminale fase indtræder – meget vigtig.

Døendes rettigheder

  • 1. Jeg har ret til at blive behandlet som et levende menneske, indtil jeg dør.
  • 2. Jeg har ret til at bevare håbet, uanset om det, jeg håber på, skifter.
  • 3. Jeg har ret til at udtrykke mine følelser om min forestående død på min egen måde.
  • 4. Jeg har ret til at deltage i beslutninger vedrørende min omsorg og pleje.
  • 5. Jeg har ret til forsat at forvente medicinsk behandling og pleje, selvom målet ikke længere er, at jeg bliver rask, men at jeg føler velbefindende.
  • 6. Jeg har ret til ikke at dø alene.
  • 7. Jeg har ret til at være fri for smerte.
  • 8. Jeg har ret til at få mine spørgsmål besvaret ærligt. Jeg har ret til ikke at blive ført bag lyset.
  • 9. Jeg har ret til at få hjælp fra og til min familie i at acceptere min død. Jeg har ret til at dø i fred og med værdighed.
  • 10. Jeg har ret til at beholde min individualitet og ikke blive dømt for mine beslutninger, som kan være i strid med andres overbevisning.
  • 11. Jeg har ret til at blive passet af omsorgsfulde, følsomme og kyndige mennesker, der vil forsøge at forstå mine behov og vil være i stand til at få en vis tilfredshed i at hjælpe mig med at møde min død.

Kilde: The Bill of Rights (1975): Amelia J. Barbus, Associate Professor of Nursing, Wayne State University.

Som nævnt er teksten “Døendes rettigheder” over 40 år gammel. Har du, kære læser af dette nyhedsbrev, nogen tilføjelser eller bemærkninger, hører jeg gerne fra dig. Skriv gerne til mig på info@ifore.dk. De kærligste hilsner, Birgitte Due Jensen Koch

December 2017:

Se denne email i din browser
Døden og julen: Hvordan klarer vi julen, når vi (lige) har mistet?

Bare tanken om det, kan for nogle føles som et mareridt, når ens partner, barn eller andet nærtstående menneske, som man plejede at fejre jul med, er død.
Den første jul, vi skal igennem efter at have mistet en vi holder af, er aldrig let. Det er den næste nok heller ikke, og den næste….

Er der noget vi kan gøre, for at gøre det mindre svært?

Julen er for mange en traditionsbunden højtid. For mange skal tingene helst foregå, som de gjorde sidste år. Når en person dør og ikke længere er en del af denne tradition, kan det skabe forvirring, og savnet kan forstærkes.
Findes der noget, man kan gøre, for at gøre det nemmere at være i det følelsesmæssigt?

Det satte jeg mig for at finde ud af. De svar, jeg har fundet indtil videre, kan du læse herunder.

Døden er en del af vores eksistens. Fødes du, dør du. Døden er et grundvilkår, som mange, især i den vestlige del af verden, har rigtig svært ved at forholde sig til. Nok mest fordi der er så utroligt mange følelser i spil.
Måske vi kan finde trøst ved at se på, hvordan andre gør. Det fik mig til at undersøge, hvad nogle naturfolk gør, nemlig indianerne. I min verden kan vi lære meget af indiansk livsfilosofi. Som jeg ser det, stammer meget af den vestlige psykologi- og kommunikationsteori fra shamanistiske traditioner. Ved at se på disse, kommer vi tilbage til essensen.

13 måder at komme igennem julen, når nogen er død:

1. Det er vigtigt at huske, at ikke alle sørger ens. Sorg er meget individuel. For nogle er højtiderne det sværeste at komme igennem, for andre er det hverdagen.

2. Det er også vigtigt at huske, at sorg er en tilstand fuld af forskellige følelser. Sorg er ikke kun det at være ked af det. Sorg kan også indeholde skyld og skam, følelsen af ligegyldighed, glæde (og skam over at være glad), lettelse, vrede mv. Jeg tror at en af grundene til at det er så svært, er at sorg er et sammensurium af mange forskellige følelser. I min verden handler det mest om at favne det, man føler, og finder fred med det.

3. Beslut dig på forhånd, hvordan julen skal være i år. Vil du forsætte traditionerne eller vil du starte nye? Måske en kombination?

4. Inviter den døde til middag. Dæk op til afdøde. Gør plads til afdøde, bl.a. for at ære den plads i livet, han/hun/de har haft.

Det foregår sådan her: Sig højt eller tænk, at nu vil du spise for den og den afdøde person. Med personen i tankerne (og i hjertet) øser du den mad op på tallerkenen, som du tænker personen holdt særligt af (og som du også selv kan lide). Undgå at blande maden for meget sammen, men læg hvert tilbehør på hver sin plads på tallerkenen. Også sovsen. På den måde er det lettere at smage hver sin del.

For hver bid du tager, tænker du (eller siger højt) ”Denne bid er for dig (sig navnet)”, og så spiser du bidden, smager på den med nærvær og synker. Forsæt til det tallerkenen er tom, eller det ikke længere giver mening for dig. Det samme kan du gøre med drikkevarer.

Da jeg lavede øvelsen første gang, oplevede jeg et nærvær i livet og en sansende oplevelse ud over det sædvanlige. Aldrig har et måltid smagt så godt!

Det blev en utrolig glædelig og positiv oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. Nøjagtig som dem, vi holder af, og heller ikke vil glemme. Ved denne øvelse mindes man gennem smagssansen.

5. Det kan være meget meningsskabende at ære sine slægtninge. Tag dem med dig videre i livet. Det, der sker, når nogen dør, er, at vi ikke ved, hvad vi skal stille op, når nu personen ikke længere er i livet. Svaret er, at vi skal tage dem med os! Vi skal, så at sige, lukke dem ind i vores hjerte. Her kan de være til evig tid. Og ingen kan tage dem fra os. De døde skal være med os i vores videre liv.

6. I stedet for at undgå at tale om den/de afdøde, så tal om dem. Del minder og historier. Find gerne de sjove og gode minder frem. Det kan løfte stemningen.

Fordi vi alle er mennesker på godt og ondt, er det nok de færreste af os, der kun kan blive talt pænt om, når vi dør. Del derfor også gerne de minder, der ikke er sjove og gode. Tænk blot over, hvad din intention er, med det, du deler.

7. Lav eller skaf en særlig ting til juletræet, som repræsenterer den eller de personer, der er gået i forvejen. Måske en ting personen selv har lavet. Hæng det på juletræet. Også næste år og næste år.

8. Sæt realistiske forventninger til dig selv. Hvis du ikke har lyst til at skrive julekort, skal du ikke. Hvis du ikke har lyst til at julebage, så skal du ikke. Hvis dit hus ikke er det reneste, så pyt!

9. Pas godt på dig selv. Få nok søvn, spis sundt og drik rigeligt med vand.

10. Hvis du har brug for hjælp, så bed om hjælp. Hvis det hele er svært at overskue, er det ok at sige højt.

11. Det er helt naturligt at opleve nostalgiske og triste øjeblikke, og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Det er en naturlig del af livet efter tab.

12. Glæde og taknemmelighed er kraftfulde følelser. Kan du i sorgens stund huske også at glæde dig over og føle taknemmelighed for det, der har været, kan det være med til at højne ens vibration og måske deraf lette smerten.

13. Søg hjælp, hvis det hele bliver for svært. Der er en klinisk betegnelse kaldet ”kompliceret sorg”. Efter min mening er det et dumt navn, for al sorg er kompliceret. Et bedre ord er stagneret sorg. Stagneret sorg betyder, at der ikke sker nogen følelsesmæssig udvikling, men at en bestemt følelse er fastlåst/stagneret. Hvis dette er tilfældet, kan du have brug for hjælp. Søg da hjælp. Der findes mange dygtige terapeuter.

Denne liste er på ingen måde komplet. Men måske kan disse forslag være nyttigt for nogen. Det håber jeg.

Hvis du, kære læser af dette første nyhedsbrev, har haft nytte af at læse dette, eller det har sat tanker i gang hos dig og du har andre forslag, så hører jeg gerne fra dig.

Glædelig jul – til levende og døde.

Birgitte Due Jensen Koch
Institut for Eksistens ApS